vendes i andre øjemed end blot at tilfredsstille fysiske behov. I et nyt land er hele den kraft, samfundet kan anvende, viet til produktion — der findes ingen arbejds før mand, som ikke udfører produktivt arbejde af et eller andet slags, ingen arbejdsfør kvinde, som er fritaget fra husligt arbejde. Der findes ingen fattiglemmer eller tig gere, ingen rige lediggjængere, ingen klasse, hvis arbejde kun er beregnet på at sørge for de riges bekvemmelighed eller tilfredsstille deres luner, ingen udelukkende literær eller videnskabelig klasse, ingen forbryderklasse, som lever af at røve fra samfundet, ingen stor klasse, som underhol des for at beskytte samfundet mod denne. Uagtet altså hele landets kraft er viet til produktion, findes der dog ikke i forhold til den hele befolkning og kan heller ikke findes et sådant forbrug af formue, som finder sted i de gamle lande; ti uagtet den laveste klasses stilling er bedre og der ikke findes nogen, som ikke kan forsørge sig, så findes der heller ingen, som kan opnå mere end dette, få eller ingen, som kan leve i noget, der ligner, hvad man i de ældre lande vilde kalde luksus eller endog velvære. Det vil sige, at i de ældre lande er forbruget af formue i forhold til befolkningen større, uagtet summen af det ar bejde, som anvendes til formuesproduktionen, er mindre, eller at færre arbejdere frembringer mere formue; ti formue må jo produceres, før den kan forbruges.
Man kunde imidlertid indvende, at ældre landes over legne rigdom ikke må tilskrives nogen overlegen produk tionsevne, men de ophobninger af formue, som de nye lande endnu ikke har havt tid til at gjøre.
Det vilde ikke være af vejen et øjeblik at dvæle ved denne forestilling om ophobet formue. Sandheden er, at formue kun i ringe grad kan ophobes, og at samfundene ligesom den store flerhed af enkeltmennesker i virkelig heden lever fra hand til mund. Formue tåler ikke nogen
