sin bedste alder, består den nu for en stor del af kvinder og børn, og ligeledes har andre ikke-producenter til taget i meget større mon end befolkningen i dens helhed ; overdåden har steget meget mere, end lønnen har faldet; hvor de bedste huse før var lærreds- og papirhytter, findes nu boliger, hvis pragt kappes med europæiske paladser, vogne med livréklædte tjenere kjører nu på San Francis kos gader, og lystjagter ligger i dens havn; den klasse mennesker, som kan leve overdådig af sine indtægter, har stadig vokset; der findes rige folk, mod hvem de tidligere års rigeste mænd ikke vilde være stort bedre end fattig lemmer -— kort sagt, i alle retninger finder man de mest slående og afgjørende beviser på, at både produktionen og forbruget af formue har tiltaget med endnu større hur tighed end befolkningen, og at når der er klasser, som har mindre end de behøver, så skyldes dette kun den større ulighed i fordelingen.
Hvad der i dette særskilte tilfælde er indlysende, vil være det samme overalt, hvor man ikke blot ser på over fladen. De rigeste lande er ikke de, hvor naturen er mest ødsel, men de, hvor arbejdet drives med størst kraft, – ikke Mexiko, men Massachusetts, ikke Brasilien, men Eng land. De lande, hvor befolkningen er tættest og trykker hårdest på naturens evne til at yde, er under ellers lige forhold de lande, hvori man kan lade den største del af produktionen gå til luksus og til at underholde ikke-produ center, de lande, hvor der findes overflod på kapital, og som, når det kræves, f. eks. i krigstilfælde, kan tåle det største kapitalafløb At formuesproduktionen i forhold til det anvendte arbeide er større i et tæt befolket land som England end i nye lande, hvor lønningerne og renten er højere, kan man tydelig se af den kjendsgjærning, at uag tet en meget mindre del af befolkningen er optaget med produktivt arbeide, kan dog et meget større overskud an-
