mensat maskineri og fører megen resiko med sig. Heste koster penge, og det kvæg, der opfødes på Nevadas salvie- bevoksede sletter, blir nu på jernbanen ført over bjergene og dræbt i San Franciskos slagterhuse, medens gårdbru- gerne begynder at spare sin halm og se sig om efter gjødsel, og jord lægges under plogen, som uden kunstig vanding neppe vilde give en høst tre år af fire. På samme tid har lønninger og rente stadig gået nedad. Mange mennesker er nu glade ved at arbejde en uge for mindre løn, end de før forlangte for dagen, og penge blir lånt ud til en rente for året, som man engang neppe vilde have fundet overdreven for måneden. Er nu sammenhængen mellem naturens formindskede afkastning og de formind- skede lønninger en sammenhæng af årsag og virkning? Er det rigtigt, at lønningerne er lavere, fordi arbeidet leve- rer mindre formue?
Tværtimod! Arbeidets evne til at producere formue var ikke i Kalifornien mindre i 1879 end i 1849; jeg er vis på, den var større. Og tager man i betragtning, hvor umådelig arbejdets produktivitet har vokset i Kalifornien i disse år ved veje, værfter, vandingsanlæg, jernbaner, dampbåde, telegrafer og alle slags maskiner, ved en nær- mere forbindelse med den øvrige verden og ved de talløse besparelser, der skriver sig fra en større befolkning, da tror jeg ikke, nogen kan tvile på, at den afkastning, som arbeidet i Kalifornien får af naturen, i det hele taget er meget større nu end i den tid, da man havde de uud- tømmelige guldgruber og den jomfruelige jordbund. For- øgelsen i den menneskelige faktors kraft har mere end opvejet nedgangen i naturfaktorens. At denne slutning er rigtig, godtgjøres af mange kjendsgjærninger, som viser, at formuesforbruget sammenlignet med arbejdernes antal nu er meget større end dengang. Istedenfor at befolk- ningen dengang næsten udelukkende bestod af mænd i
