Alt dette ligger klart for dagen, hvor vi end vender blik- ket hen. Paa samme civilisationstrin, på samme trin i de produktive erhverv, i statsforfatning o. s. v. er de tættest befolkede lande altid de rigeste.
Lad os tage et særskilt tilfælde, og det et tilfælde, som af alle, der kan anføres, ved første blik synes bedst at understøtte den lære, vi her bekjæmper, et samfund, hvor lønnen er sunket stærkt, medens folkemængden be- tydelig har vokset, og hvor det ikke er en tvilsom teore- tisk slutning, men en åbenbar kjendsgjerning, at naturens gavmildhed har aftaget. Dette samfund er Kalifornien. Da efter guldets opdagelse den første indvandringens bølge skyllede over Kalifornien, fandt den et land, hvor naturen var i det gavmildeste lune. Årtusinders glitrende bund- fald kunde samles på flodbredder og sandbanker med de simpleste værktøi i mængler, som gjennemsnitlig gav en dagløn af 16 dollars De med saftigt græs bevoksede slet- ter vrimlede af talløse hjorder af heste og kvæg, så talrige, at det stod enhver reisende frit for at lægge sin sadel på en ny hest eller at dræbe en okse, dersom han behøvede et stykke kjød, når han kun efterlod til ejeren huden, det eneste, som havde værdi. Fra de rige marker, som først kom under dyrkning, skjød efter blot pløjning og såning en sådan afgrøde frem, som vel i det hele ikke kan vin- des i ældre lande eller ialfald blot kan vindes ved den rigeste gjødsling og omhyggeligste dyrkning. Midt i denne naturens gavmildhed var i disse Kaliforniens tidligere dage lønnen høiere end nogensteds ellers i verden,
Denne naturens oprindelige gavmildhed har senere uophørlig veget for de større og større fordringer, som en stigende befolkning har sat til den. Dårligere og dårligere guldgruber er blevet taget under behandling, indtil der nu ikke er mere at finde, som er værdt at tale om; at finde Guld nu kræver megen kapital, stor dygtighed og et sam-
