heder og forbruget af formue producerende kraft er ens betydende med forbrug af livsfornødenheder. Jeg har f. eks. nogle penge i lommen. For dem kan jeg enten kjøbe mad eller cigarer eller smykker eller teaterbilletter, og det er netop måden, jeg giver ud mine penge på, hvor med jeg bestemmer arbejdet til at kaste sig på produk tionen af næringsmidler, cigarer, smykker eller teaterfore stilinger. Et diamantsmykke har samme værdi som så og så mange tønder mel, det vil sige, der kræves gjen nemsnitlig lige så meget arbejde til at producere diaman terne, som der vilde kræves til at frembringe så og så meget mel. Belæsser jeg min hustru med diamanter, så bortsløser jeg lige saa megen produktiv kraft, som om jeg havde ofret så og så mange næringsmidler på en eller anden forfængelig tilstelning. Holder jeg en tjener, så tager jeg måske en plogmand bort fra plogen, en travers røgt og underhold kræver en omhu og et arbeide, som vilde være tilstrækkelig til at røgte og underholde mange ar beidsheste. Den ødelæggelse af formue, som er torbundet med en almindelig illumination eller affyringen af salut skud, er ensbetydende med at opbrænde så og så megen føde. At holde et regiment soldater eller et krigsskib med mandskab vil sige det samme som at rette et arbejde, der kunde underholde mange tusinde mennesker, på uproduk tive formål. En befolknings evne til at frembringe livs fornødenheder må derfor ikke måles efter de livsfornøden heder, som virkelig frembringes, men efter den produktive kraft, der forbruges i alle retninger.
Her kræves ingen abstrakte spekulationer. Spørgs målet gjælder ganske simpelt virkelige kjendsgjærninger. Aftager den relative evne til at frembringe formue med befolkningens forøgelse?
Kjendsgjærningerne er så påtagelige, at man blot be
høver at rette opmærksomheden på dem. Vi har i nyere
