leilighed til et åndeligt liv, ligesom også i de fattige klasser i de ældre lande, disse, som midt inde i rig dommen er berøvet alle dens fordele og dømt til en næsten dyrisk tilværelse, end i de samfundsklasser, som en tiltagende velstand har bragt uafhængighed, fritid, hygge og et indholdsrigere, mere omvekslende liv. Denne kjendsgjærning, der for længe siden er blevet anerkjendt i det engelske ordsprog rigmanden lykke, fattigmanden børn«, blev også iagttaget af Adam Smith, som fortæller, at det ikke er ualmindeligt i de skotske højlande at finde en fattig, forsulten kvinde, som har været moder til 23 eller 24 børn; sagen er i det hele taget så let at iagttage overalt, at den kun behøver i forbigående at nævnes.
Dersom den virkelige lov for befolkningen lyder så ledes, som den efter min mening må lyde, så er ten densen til forøgelse ikke bestandig en ensformig, men den er stærk der, hvor en større folkemængde giver forøget velstand, og hvor slægtens vedvaren er truet af den døde lighed, som ugunstige forhold medfører, men formindskes, så snart en højere udvikling af det enkelte menneske blir mulig og slægtens vedvaren er sikret. Med andre ord, befolkningsloven stemmer overens med og er afhængig af loven for den åndelige udvikling, og nogen fare for, at der skulde blive sat menneskelige væsner ind i en verden, hvor der ikke kan blive sørget for dem, opstår ikke af nogen naturnødvendighed, men af sociale misforhold, som dømmer mennesker til mangel midt inde i rigdommen. Sandheden af dette håber jeg at skulle kunne bevise på en slående måde, når jeg først har ryddet grunden og kommer til at opspore de virkelige love for samfundsud viklingen. Men det vilde forstyrre bevisførelsens natur lige gang nu på forhånd at tale om disse love.
Har det lykkedes mig, at levere et negativt bevis ved at godtgjøre, at Malthus s lære ikke kan bevises ved
