grænser alene, men hele jordens grænse. Femti engelske kvadratmil kan på jordbrugets nuværende standpunkt blot give nogle tusinde mennesker underhold, men på de femti kvadratmil, som I.ondon omfatter, underholdes omtrent 31/, million mennesker, og underholdsmidlerne tager til, alt eftersom befolkningen tager til. For så vidt det kun kommer an på grænserne for livsfornødenhederne, kan London gjærne vokse til en befolkning på roo millioner eller 500 millioner eller 1000 millioner, ti det henter sine livsfornødenheder fra den hele jord, og de grænser, livs fornødenhederne sætter for tilvæksten i dets befolkning, er de grænser, som er sat for jordklodens evne til at yde sine beboere næring.
Her vil imidlertid en anden tanke, som Malthus s lære har en stærk støtte i, dukke frem -– tanken om jordens aftagende afkastningsevne. Som et uomstødeligt bevis på loven om jordens aftagende afkastningsevne an føres i de gjængse statsøkonomiske skrifter, at dersom ikke jorden i virkeligheden udover et vist punkt kastede mindre og mindre af sig i forhold til den forøgede anven delse af arbejde og kapital, vilde befolkningens tilvækst ikke give anledning til nogen udvidelse i jordens dyrk ning. men da kunde og vilde alle de forøgede forrad, som trængtes, anskaffes, uden at man tog nyt land under dyrkning. Indrømmer man dette, så synes man også at måtte indrømme den påstand, at vanskeligheden ved at skaffe livsfornødenheder må vokse med befolkningens tilvækst.
Jeg tror imidlertid, at denne nødvendighed kun er tilsygneladende. Trænger man tilbunds i sætningen, vil man finde, at den hører til en klasse, hvis sandhed beror på en i den indesluttet eller antaget indskrænkning — en relativ sandhed. Ti at mennesket ikke kan udtømme eller formindske naturkræfterne, følger af det umulige i at
