45 millioner mere føde for hvert menneske, end der den gang fandtes for disse få hundrede tusinde. Det er ikke forøgelsen af næringsmidlerne, som har forårsaget denne forøgelse af menneskene, men det er den sidste, som har ført den første med sig. Der er flere næringsmidler, simpelthen fordi der er flere mennesker.
Deri består en af forskjellene mellem dyret og menne sket. Både høgen og mennesket æder kyllinger, men jo flere høge, desto færre kyllinger, derimod jo flere menne sker, desto flere kyllinger. Både sælhunden og mennesket æder laks, men når en sælhund fanger en laks, så er der en laks mindre, og forøger sælhundene sig ud over en vis grænse, må laksen aftage. Mennesket derimod kan ved kunstig fiskeformerelse forøge laksetallet udover den mængde, det bruger, så meget, at hvor stærkt end men neskene forøger sig, behøver deres forøgelse aldrig at overstige laksens.
Kort sagt, medens gjennem hele plante- og dyreriget grænserne for livsfornødenhederne er uafhængige af de væsner, som opholdes, er hos mennesket grænsen for livsfornædenhederne inden de endelige grænser tor jord, luft, vand og solskin alene afhængige af mennesket selv. Og da dette er tilfældet, så må den analogi, som man forsøger at drage mellem de lavere livsformer og menne sket, tydeligvis være uholdbar. Medens planter og dyr trænger op imod grænserne for sit livsophold, kan men nesket ikke trænge op imod grænserne for sit, før jord klodens grænser er nået. Og læg maærke til, dette gjælder ikke blot det hele, men også alle delene. Ligesom vi ikke kan sænke overfladen i den mindste bugt eller havn uden tillige at sænke overfladen ikke blot i det oeean, som den står i forbindelse med, men i alle havbugter og oceaner i verden, således er grænserne for livsfornøden hederne på et bestemt sted ikke dette steds naturlige
