været anvendt. Men selv under disse vilkår ernærede Irland faktisk mere end otte millioner mennesker. Ti selv da dets befolkning var på sit højeste, udførte det nærings midler. Ja, endog under selve hungersnøden blev korn og kjød, smør og ost transporteret til udførsel langs lande vejene, som var bedækkede med sultne mennesker, og forbi grave, hvori man havde samlet de døde. hor denne udførsel af levnetsmidler eller i det mindste for en stor del- af den kom der ingen tilsvarende værdi tilbage. Ial fald for vidt det irske folk angik, kunde disse levnets midler lige så godt været opbrændt eller kastet i havet eller slet ikke blevet producerett De gik ikke ud i det almindelige ombytte, men som en skat for at betale forpagtningsafgiften til de fraværende godsherrer; en skat, der blev producenterne aftvunget af mennesker, som ikke på nogen måde havde bidraget til produktionen.
Havde disse levnetsmidler blevet hos dem, som havde produceret dem, havde jordens dyrkere fået lov til at beholde og bruge den kapital, deres arbejde havde skabt, havde sikkerhed ansporet næringsfliden og tilladt den at følge økonomiske fremgangsmåder, så vilde der have været fuldstændig nok til magelig at underholde den største be folkning, Irland nogensinde havde havt, og potetessygdom men kunde have kommet og gået uden at berøve et eneste menneskeligt væsen et ordentligt måltid mad. Ti det var ikke /de irske bønders uklogskab, som engelske stats økonomer så koldt siger, der foranledigede dem til at gjøre poteten til sin hovedsagelige føde. Når de irske ud vandrere kan skaffe sig andre ting, lever de ikke af poteter, og i de torenede stater viser irlænderne en mærkværdig omtanke i at lægge noget tilside for onde dage. De levede af potetes, fordi de opskruede forpagtningsafgifter fratog dem alt andet. Sandheden er, at Irlands fattigdom og elen dighed aldrig med føje har kunnet tilskrives overbefolkning.
