går befolkningens naturlige tendens ud på at indhente den og ved trykket på den at frembringe, for at bruge Mal thus's eget udtryk, den grad af laster og elendighed, som er nødvendig for at hindre videre forøgelse; så at i samme mon, som produktionskraften tiltager, vil også befolkningen i tilsvarende grad tiltage og inden kort tid frembringe de samme resultater som før. Jeg derimod siger, at der ingen steds findes noget eksempel, som støtter denne teori, at mangelen ingensteds med føje kan tilskrives befolkningens tryk på evnen til at frembringe livsfornødenheder i sådan mængde, som menneskelig viden til enhver tid vil være i stand til; at overalt de laster og den elendighed, som man giver overbefolkningen skyld for, kan føres tilbage til krig, tyranni og undertrykkelse, som hindrer kundskaben fra at nyttiggjøres og hindrer den sikkerhed, som er nød vendig til produktion. Grunden til, at den naturlige for øgelse af befolkningen ikke frembringer mangel, skal vi senere komme til. Det, vi her har at gjøre med, er kun den kjendsgjærning, at den hidtil ikke nogensteds har frembragt en sådan mangel. Denne kjendsgjærning er på tagelig, hvad Indien og Kina angår. Den vil blive lige så påtagelig overalt ellers, hvor vi følger lige til de inderste årsager de virkninger, som man ved en overfladisk betragt ning så ofte mener, skriver sig fra overbefolkning.
Irland er det af alle Europas lande, der hyppigst an føres som det store eksempel på overbefolkning. Bøn dernes yderlige fattigdom, den lave arbejdsløn, den irske hungersnød og den irske udvandring blir stadig anført som et bevis på Malthus's teori, der går for sig for den civili serede verdens øjne. Jeg for min del betviler, at man kan anføre et mere slående eksempel på, hvorledes en forud fattet mening kan gjøre menneskene blinde for tingenes virkelige sammenhæng. Sandheden er den, og den ligger på overfladen, at Irland endnu aldrig har havt en sa stor
