indiske trækdyr) tager af, og at de usle agerbrugsredskaber falder i hænderne på ågerkarle, af hvem vi, et hande! folk. tvinger bønderne til at låne til 12, 24, 60 procent*[1]) for at kunne bygge og betale rente af store offentlige ar bejder, som endnu aldrig har givet 5 procent«. » Sand heden er, siger Hyndman på et andet sted, at det indiske samfund som et hele betragtet er blevet forfærdelig for armet under vort styre, og at denne forarmelse nu går rivende hurtig fremad” en påstand, som ikke kan be tviles, når man stiller sig for øje de kjendsgjærninger, som ikke blot fremstilles af de forfattere, jeg har anført, men også af de indiske embedsmænd selv. Endogså de anstræn gelser, som regjeringen gjør for at lindre hungersnøden, bidrager ved den forøgede skat, som til den ende pålægges, kun til at forstærke og udbrede nødens virkelige årsag. Uagtet der i den sidste hungersnød i Sydindien. efter hvad man har beregnet, omkom 6 millioner mennesker af vir kelig hungersnød, og det store flertal af de gjenlevende var aldeles udblottet for alt, blev dog ikke skatterne efter givet, og saltskatten, som for den store mængde af disse forarmede mennesker allerede er det samme som et forbud, forhøjedes med firti procent, på samme måde som efter den skrækkelige hungersnød i Bengalen 1770 statsind tægterne i virkeligheden blev drevet op, derved at nye skatter blev lagt på de gjenlevende og ubønhørlig inddrevet.
Nu som i tidligere tider kan kun det mest overfladiske syn på forholdene lægge skylden for mangelen og hungers nøden i Indien på befolkningens tryk på landets evne til at frembringe livsfornødenheder. Kunde bønderne beholde
- ↑
- ) Florence Nightingale siger, at too procent er sædvanligt, og selv«
