velig beboede egne er blevet folkerige, og folkerige egne har mistet sin befolkning; men så langt tilbage, som vi kan gå uden at tabe os selv helt og holdent i gisninger, er der intet, som beviser en uafladelig tilvækst, ja ikke engang noget, som klart beviser, at menneskeslægten i sin helhed er øget fra tid til tid. Folkenes fortropper har aldrig, så langt tilbage vi kan spore det, rykket ind i ubeboede lande deres fremrykning har altid været en kamp med et andet folk, som tidligere havde landet i besiddelse; bag riger, vi dunkelt aner, ser vi utydelige omrids af endnu mere skyggeagtige riger. At jordens be folkning må have havt sine små begyndelser, lader sig med sikkerhed antage, ti vi ved, at der var et geologisk tidsrum, hvori der ikke kan have været mennesker til, og vi kan ikke tænke os, at alle mennesker kom frem med en gang som af de dragetænder, Kadmos såede; men dog kan vi ligesom i et fjærnsyn opdage store befolkninger, som historie, overlevering og oldtidsforskning kaster et lys over, der tilsidst taber sig i svage stråler. Og dog har i disse lange tidsrum grundsætningen for folkeforøgel sen ikke været stærk nok til at fylde jorden eller engang at fylde den så vidt, at vi klart kan se en væsentlig for øgelse af dens befolkning i sin helhed. I sammenligning med sin evne til at underholde menneskeliv er jorden som et hele betragtet endnu meget sparsomt befolket.
Der gives en anden åbenbar kjendsgjærning, som må slå enhver, der under tanken på denne gjenstand retter sit blik ud over det moderne samfund. Malthusianismen forkynder som en almindelig lov, at befolkningen har en naturlig tendens til at øges ud over livsfornødenhederne. Dersom der virkelig er en sådan lov, så må den overalt, hvor befolkningen har nået en vis tæthed, være lige så iøjnefaldende som nogen anden af de store naturlove, der overalt er anerkjendt. Hvoraf kommer det da, at vi ikke
