gjerning, at så vidt vi kjender verdenshistorien, er en af tagning af befolkningen ligeså sædvanlig som en forøgelse af den. Om jordens samlede befolkning nu er større end på noget tidligere tidspunkt, er noget, vi ikke ved, men som kun beror på gjætning. Siden Montesquieu i begyn delsen af forrige århundrede kom med den påstand, som sandsynligvis dengang var den almindelige mening, at jordens befolkning siden den kristelige tidsregnings be gyndelse havde aftaget betydelig, har vistnok opfatningen forandret sig. Men de nyere opdagelser og undersøgelser har begyndt at vække større tillid til de gamle historie skriveres og rejsendes fortællinger, som før har været an seet for overdrevne; de har bragt frem for dagen kjende tegn på en tættere befolkning og en mere fremskreden civilisation, end man før anede, ligesom også på en højere alder for menneskeslægten. Da vi grunder vore bereg ninger af folkemædgden på handelens udvikling, kunstens fremskridt og byernes størrelse, er vi let tilbøjelige til at undervurdere tætheden af den befolkning, som den inten sive jorddyrkning, der var ejendommelig for de tidligere civilisationer, er istand til at underholde, især hvor man greb til kunstig vanding. Som man kan se af de tæt be folkede egne i Kina og Europa, kan en meget stor befolk ning med jævne livsvaner let bestå under meget liden samfærdsel og uden at have nået noget højere standpunkt i de erhvervsgrene, som er de mest betegnende for det moderne fremskridt, og uden den tendens, som moderne befolkninger har, til at pakke sig sammen i store byer *).[1]
- ↑ Som vi kan se af det kart, der ledsager H. H. Bancrofts »Indfødte racere, er staten Vera Cruz ikke en af de dele af Mexiko, som ud mærker ved sine fortidslevninger. Og dog siger Hugo Flink fra Cordova i sin skrivelse til det smithsoaske institut (optaget i dets årsberetning for 1872), at der er neppe en fodsbred jord i den hele stat, hvor man ikke ved udgravning har kunnet finde enten en søn-
