af denne lære, og hvor meget der er originalt, så må den understøttelse, som Malthus's lære får ved den nye udvik- lingsfilosofi, som nu så rask breder sig ud til alle kanter, tages med i beregningen, når det gjælder at gjøre sig rede for de kilder, som denne lære henter sin nuværende styrke fra. Ligesom i statsøkonomien lønnings- og jordrente- lærens hjælpetropper forenede sig om at hæve Malthus's lære til en centralsandheds rang, så har udbredelsen af lignende tanker over opfatningen af livets udvikling i alle dets former havt den virkning at anvise den en endnu højere og mere uindtagelig stilling. Agassiz, der lige til sin dødsdag var en ivrig modstander af den nye filosofi, betegner darwinismen som »Malthus helt igjennem *[1]), og Darwin selv siger, at kampen for tilværelsen >>er Malthus's lære anvendt med mange gange fordoblet kraft på hele dyre- og planteriget **[2]). Det synes mig imidlertid ikke ganske rigtigt at sige, at læren om udvikling ved natur- ligt valg eller ved de kraftigstes overlevelse er en udvidet malthusianisme; ti Malthus's lære indesluttede ikke oprin- delig og indeslutter ikke med nødvendighed fremskridts- tanken i sig. Men denne blev snart føiet til den. Mc. Culloch ***[3]) tilskriver »folkeforøgelsens grundsætning >>sam- fundets forbedring og kunsternes fremskridt og erklærer, at den fattigdom, som er frembragt derved, har virket som en mægtig spore til næringsflidens udvikling, til viden- skabens udbredelse og til opsamling af rigdom i de høiere lag af samfundet og blandt middelklassen, og at uden denne spore vilde samfundet hurtig synke ned i dvale og forfald. Hvad er vel dette andet end en anerkjendelse af,
at også på det menneskelige samfund har de sin gyldig-
