på en måde, som stemmer overens med den lære, at ar bejdslønnen blir taget af kapitalen, ligesom også med alle de grundsætninger, som udledes deraf. Efter den gjængse lære om lønnen synker lønningerne, så snart en forøgelse i arbejdernes antal nødvendiggjør en yderligere deling af kapitalen; efter Malthus's lære viser fattigdommen sig, så snart en forøgelse af befolkningen nødvendiggjør yder ligere deling af livsftornødenhederne. IDDet behøves nu ikke andet end at gjøre kapital ensbetydende med livsfornøden heder og arbejderantal med befolkning, en sammenblan ding, der er sædvanlig i de statsøkonomiske skrifter, hvor disse udtryk ofte ombyttes med hverandre, så gjør man de to sætninger lige så overensstemmende i form, som de er det efter sit væsen.*)[1] Og deraf kommer det, som Buckle siger i de ord, jeg anførte, at den af Malthus op stillede befolkningslære på en afgjørende måde synes at bestyrke den af Smith opstillede lønningslære.
Ricardo, som nogle år efter offentliggjørelsen af Af. handling om befolkningen: berigtigede den fejltagelse, som Smith var faldet i med hensyn til jordrentens natur og årsag, gav Malthus's lære en yderligere støtte, idet han rettede opmærksomheden hen på, at jordrenten vilde vokse i samme mon, som den tiltagende befolknings be hov tvang den til at dyrke mere og mere dårlig jord, og således forklarede han jordrentens stigning. På denne måde blev der dannet et slags tremandsforbund, hvorved Malthus's lære fik stærke støtter på begge sider den tidligere bestående lønningslære og den senere antagne jordrentelære er i denne sammenhæng kun særskilte eks empler på virkningen af den almene grundsætning, som
- ↑
- ) Virkningen af Malthus's lære på definitionen af kapital viser sig,
