at konformere den med deres egne eneberettigede Anskuelser; sandelig den værste Skæbne, som kan times en Forfatters Efterladenskaber. Vort Aarhundredes Textkritik har stræbet henimod at skaffe Pascal Oprejsning overfor hans Venner, – disse velmenende Tosser, som for at bevare Samklangen i sine fromme Syngekor tiltroede sig ret til at lade en genial Mands Tankebørn kastrere.
Planen for Pascals Værk var hans hele romanske Aandsretning værdig; den synes ogsaa at være noget af det mest grandiose, en Kristendomsforkynder nogensinde har udtænkt; den var: at fremstille den kristne Religion, ikke som en sidste Nødstilflugt for fortvilede Sjæle, men som den sidste og endelige Station, hvor Aandstoget gennem alle Tvil og al Skepsis og al Vantro med haard logisk Nødvendighed maa stanse; – den var: at lede et Menneske til Omvendelsen ad den Vej, han selv havde vandret, den han mente var den eneste mulige for Individet med den fuldtudviklede Bevidsthed: Vejen til Paradiset gennem Helvede og gennem Skærsilden. – Som nævnt hindrede Døden hans Værk fra at blive den fulde
