neskene til Slaver, enten af Synden eller ogsaa af Naaden. Alle deres Gærninger, selv de bedst udseende, er ligesaamange Synder, fordi Udspringet, »Opkommet« er forgiftet. Thi Grundsynden – det er efter denne Lære selve Existensen, selve Livet. »Den største Synd er den at være født.« – Fra denne Elendighed findes der blot en eneste Udvej; men den har Menneskene selv intet Middel til at finde. Det er atter Naaden; den bestemmer og retleder Viljen til det Gode og gør Mennesket skikket til Samfund med Gud. Men blot de enkelte, som han fra Evighed har udseet, bliver delagtige i denne Naade. Han skylder ingen den; thi alle er lige syndige og i lige høj Grad værdige til Fordømmelsen. Men, uvist af hvilken Grund, fritager han enkelte og lader Retfærdigheden gaa sin Gang med de andre. Og for dem, han har villet fritage, er Naaden uimodstaaelig. De trækkes magnetisk til Gud som de andre frastødes. De er Slaver af den suveræne Naade …
Trods sine Spidsfindigheder, sin ofte forvredne Logik – trods alt – er der noget sublimt, noget vanvittigt og samtidig noget for den spekulative Betragtning evindelig
