Haan, saa ubønhørlig dødende, at Jesu Selskab aldrig har kunnet genvinde sin gamle Stilling og Anseelse.
Brevene vakte ved sin Fremkomst en overordentlig Opmærksomhed, ogsaa udenfor de nærmest interesserede Kredse. Man saa for første Gang et aandeligt Emne behandlet i et letfatteligt og elegant Sprog; man kunde overse og faa Grunde i en teologisk Fejde uden at blindes af Røgen fra et tungt scholastisk Artilleri. – De er stilede til en »Provinsmand«, det vil sige til den store, dannede Almenhed, og det er denne Almenheds sky Respekt for Jesuitismen, som Pascal vil tilintetgøre. Forsaavidt er han Molières Forløber. Han bereder Sindene for den Uvejrs skur af Haan og Latter, som ti Aar senere skulde fare henover Bigotteriet med Tartuffe. Men, modsat af Tartuffe, er Pascals Værk Udtryk for en positiv religiøs Grundanskuelse og Udbrud af en brændende sekterisk Nidkærhed.
At Pascal saa ivrig tog del i den teologiske Strid og saa afgjort stillede sig paa Jansenisternes Side, skyldtes ikke nærmest
