Omvendelse. Den betegner samtidig hans Personligheds Uafhængighedserklæring og dens Overgivelse paa Naade og Unaade. Den frigør hans Syn paa Verden og Menneskene og frigør hans Tænkning om Menneskers Liv og Vilkaar. Dristig, uskaansomt undersøger og dømmer han, vejer og vrager han uden anden Autorisation end den frie Personligheds Ret. Men overfor Guddommen falder den frigjorte Personlighed sammen i fladtrykt Underdanighed; overfor det uendeliges Mysterium bøjer han sig ikke bare; han kaster sig i Støvet og bliver Støv.
Det er i 1654, at denne Omvendelse finder Sted, og man plejer gærne at datere den fra en Hændelse, som da indtraf og gjorde et saa voldsomt Indtryk paa Pascals Sind, at han vistnok aldrig forvandt dets Virkninger. Paa en Festdag om Høsten hint Aar er han ude paa en Køretur og har, som den fornemme Mands Søn, fire eller kanske endog sex Heste spændt foran Vognen. Paa Neuillybroen løber Hestene løbsk, netop paa et Sted, hvor Broen savnede Rækværk. De kaster sig til Siden; de stejler, fnyser over Randen, forskræmte og blindede. De forreste er alt udfore. Det er et øjeblik
