Ting, hans Hjærte var bundet af, og at hans Sjæl vil være ensom og forladt da, naar Livet brister … Det blir intet for ham alt det, som skal vende tilbage til Intet: Himlen over ham, Jorden under ham; hans Legeme, hans Aand, hans Slægt, hans Venner og Fjender; – Rigdom, Fattigdom – Lykke, Ugunst, Anseelse, Foragt, Sygdom, Sundhed . . . alt mister sin Betydning for ham, ja selve Livet.« Kommen saa langt, er det blot i det hinsidige, Mennesket kan søge sin Tilflugt. Han kender alt vakle under sig som foran en Verdens Sammenstyrtning; hans Sind er i Hvirvel, han svimler over Intethedens Afgrund.
Men da er han nær Gud. Og Guds Nærvær fylder Sjælen med dyb, ydmyg Andagt. »Den fornemmer sin egen Ringhed, men synes ikke, at den kan forringe sig nok og gør uafladelig nye Anstrængelser for at fornedre sig til det usleste Intet foran Guds uendelige Vælde. Lige til den udmattet og opgivet tilbeder i Taushed, tilbeder og lovpriser og blot ønsker gennem Evigheder at tilbede og lovprise og kende sig som Guds usleste og unyttigste Skabning.«
Dette er i brede Omrids Pascals egen
