Lidenskab var Vished. Hans Forskergenius havde i forbausende kort Tid ført ham til Grænsen af det, Menneskeaanden kan erkende. Hans logiske Sans havde en Tidlang glædet sig indenfor disse Grænser og beundret de Vidder, som de indesluttede. Indtil han, ledet af Montaigne, siger til sig selv: Det er altsaa ikke mere, som kan vides; det er altsaa blot dette. Udenfor Omraadet af denne begrænsede Viden, der er alt Gaade, alt Hemmelighed. Og selv dette begrænsede, selv det er en Gaade og en Hemmelighed. Selv det er tvetydigt, uvist … Og Følgen var en inderlig Ækkelhed for denne anmassende Smule Fornuft, som vejer og vrager uden at erkende og uden at forstaa, et bittert Velbehag ved overalt, paa alle Punkter at blotte dens Vanmagt. Bittert, men dog et Velbehag, thi netop i denne Gærning fejrede dog hans Fornuft sin store Triumf. Og denne uendelige Ironi fornam han …
Men hermed er Pascals Mellemværende med Montaigne ikke afgjort.
»Montaigne«, siger Sainte Beuve, »det er intet filosofisk System, det er ikke engang i første Række en Skeptiker eller Pyrroniker;
