gennemgaaet oprivende aandelige Anfægtelser midt under de haardeste kropslige Lidelser, var det en Befrielse at faa stifte Bekendtskab med en mildere, naturligere Opfatning af Liv og Menneske end Datidens religiøse.
Den Afhandling om Kærligheden, som jeg nys har omtalt, er et veltalende Vidnesbyrd herom. Man genfinder i »Discours« baade Epiktet og Montaigne.
Naar vi nævner Epiktets Navn staar vi ved Modpolen af den Aandstilstand, den Grundbetragtning af Livet og Mennesket, der i Indledningen karakteriseredes som intellektuel og moralsk Pessimisme. Epiktet opbøjer Menneskenaturen, han er en utrættelig Lovpriser af dens Storhed. Hans Grundtanke er, at Mennesket af Naturen er dygtig til at erkende, hvad der er sandt og ville, hvad der er ret (moralsk sandt). Han er en Jeg-Dyrker og en Fornuftdyrker. Han er Anfører for den optimiske Aandsretning, der gennem alle Tider bekæmper den urgamle, metafysiske Pessimisme.
Det er Epiktets urokkelige Tro paa Menneskeaandens ufejlbare Evne til at skælne og erkende, hans høje Tanker om »den rene
