-sigen til de menneskelige Lidenskaber, i sin lyse Tillid til Menneskets Adel.
»Kærligheden og Ærgærrigheden, det er de to Passioner, som høver Manden bedst. Kærligheden for den Unge og Ærgerrigheden, den ædle Attraa efter Storhed, for den Ældre!«
Han priser et Liv, hvor disse Passioner har afløst hverandre i den rigtige Rækkefølge.
Mennesket er skabt for at tænke, og den rene Tænkning vilde gøre ham fuldkommen i sin Lykke. Men uheldigvis er det saa, at Mennesket ikke stadig kan leve i den rene Tænknings Højder. Han trænger Bevægelse, Handling – Lidenskaber. – Derfor hedder det snart efter med umiddelbar Overbevisning:
»Hvem kan tro, at vi er kommen til Verden for andet end at elske?« – og et Øjeblik senere med samme kategoriske Bestemthed: »Mennesket er skabt for Glæden. Han fornemmer det i sig som Vished; han trænger ingen Beviser. Derfor er det blot Fornuft at give sig hen til Glæden.«
»I en stor Sjæl,« hedder det videre, »der er alt stort. Derfor, jo større Aand, desto stærkere Lidenskaber. Thi disse tilhører Aanden; de er Følelser og Tanker, om de end foranlediges ved Legemet.«
»Aandsklarhed skaber ogsaa Klarhed over Lidenskaben. Den store og klare Aand elsker heftig, og den ser distinkt, hvad den elsker.«
»Digterne har fremstillet Eros blind; men
