og Forhold i Verdensorganismen stadig bedre iagttages og bedre forklares, saa er der dog endel Spørgsmaal, som endnu i vor Tid ikke synes nærmere sit Svar end nogensinde tidligere?
»Hvorfra kommer jeg, hvorhen gaar jeg? Hvor er Begyndelsen, og hvor er Enden? Hvad er Livet, og hvad er Døden?« Eller: »Hvad er Materie? Hvad er Kraft, hvad er Rum, Tid, Uendelighed?«
Med disse metafysiske Grundproblemer har jo Menneskene bestandig tumlet, og tusende Svar er givne, men ingen fyldestgørende. Det første Menneske, som satte sig til at grunde over, hvad en Flintesten var, istedenfor at hvæsse den til Vaaben, den første som spurgte om, hvad Træet og Mennesket var, istedenfor at fælde Trær og Mennesker, han, Urmetafysikeren i Jordhulen, vidste omtrent ligesaa god Besked som Platon eller som Kant.
Det første og det sidste Menneske, begge hjælpeløst ludende over det evige Gaademørke – er ikke det som en lang, taus Haan over det, vi kalder Fremskridt og Udvikling?
Men ligesaa gammel som Menneskenes
