som enten er dem uforstaaelige eller skræmmende. Han har før La Rochefoucauld sagt Ting, der maaler sig med Nietzsches Aforismer i udfordrende Dristighed. Han har holdt øjnene koldt aabne, der hvor de aller fleste helst plejer at lukke dem.
Men ligesaa fremmed som Pascal i mange Henseender vil være, specielt for Nutidens akkorderende Kristne, ligesaa gaadefuld og selvmodsigende har han ofte staaet for de Ikke-troende.
Hvorledes kunde et Menneske med en saa overlegen Forstand, saa klare, logiske Instinkter pludselig bryde overtvært med sig selv, drukne sig i Religionens fornuftfiendtlige Enfold og henfalde til den dybeste Foragt for Menneskeaandens Rækkeevner?
Hvorledes kunde den højeste intellektuelle Kraft og den dybeste intellektuelle Pessimisme forbindes i samme Person?
Hans Livsførelse og Aandsudvikling er et Problem, staaende i Sammenhæng med et videre og almindeligere, der grener sig ud fra det hele Historieløb af skiftende Religioner, Ideer og Menneskeskæbner.
Medens Livsvilkaar og Livsformer stadig vexler og udvikles, medens Sammenhæng
