Dengang Blaise Pascal i sit en og trettiende Aar traadte i Forbindelse med Port Royal, var det ikke uden en vis Reservation, en vis hemmelig Frygt, de fromme Eneboere optog ham i sin Midte. Hans store Kundskaber, hans uforfærdede Omgang med den hedenske Filosofi, hans besnærende Aandfuldhed skræmte deres hellige Enfold. Han var en ligesaa oprigtig Kristen som de, han husede den samme Foragt for Verden og den samme Kærlighed til Gud, men han syntes at være kommen derhen ad en anden Vej, syntes at have aandet i den Verdslighedens »søde Pestluft«, som den hellige Augustinus omtaler med Rædsel.
Jeg tror, at Pascal vil gøre det samme Indtryk paa mange andre gode Kristne som paa Port Royals Jansenister. De vil paa hver Side af hans Hovedværk finde Tanker,
