Aarhundrede, at en Begavelse skulde gennemgaaet den Syndflod af Lidelser og Uretfærdighed som Villon, uden at Uretten havde gydt en harmesydende Glød i al hans Digtning. Hos Villon findes knapt Spor af noget saadant. Han kan blusse op et øjeblik mod den grumme Bisp, men glider snart indolent over til noget mer »plasérligt«. Det er noget heltemodigt i denne Indifferens, der først og fremst kommer hans Personlighed til Gode; men den skyldes kanske ogsaa for en Del Tiden, der ikke var oppositionel og reformatorisk i samme Betydning som vor. Misnøjet antog ikke dengang den reflekterende aarsags- og udvejssøgende Form som Nutidens. Det straktes ikke til Institutioner, men i det højeste til Institutioners Bærere. Derfor kunde Mester Frans digte Ballader efter Koldtvandstorturen og skæmte over sit udhungrede Udseende med et næsten heroisk Mod, der er ukendt i vore Dage, da al Lidelse klynker og alle virkelig eller indbildt Forurettede bærer Tornekroner. Mester Frans er frejdig og sig selv til det sidste. Han har sin Gravskrift i Orden, han har skrevet sit Testamente, og betænkt Venner og Fjender. Og nu gaar han bort, ikke fordi han
