Saa sætter han da op sit Testamente, overdrager Treenigheden sin arme Sjæl og Ormene sin magre Krop, reflekterer alt imens over Verdens Forgængelighed og Fruentimmernes Snedighed, bekender sine Synder under Bod og Taarer og skriver Ballader til sine Svirebrødre, beder til Jomfru Maria og fortæller lystige Historier om Munke og Pigebørn, fryder sig med at foreholde Glædespigerne de Elendigheder og Alderdomssvagheder, der skal komme over dem, og dikterer tilslut sin egen Gravskrift og den Bøn, hver Vandringsmand skal bede over hans Grav. Og alt dette med den samme betagende Ukunstlethed, enten han spotter eller spøger, enten han ler eller graater, som om det gik en bred Strøm gennem hans Liv og Digt af alle menneskelige Følelser, de højeste og laveste paa en Gang, i en egen sorglystig Forening.
Hvad der fører Villon nærmest til vort Hjærte og fjærnt fra vor Forstand er hans totale Mangel paa Indignation, – en Mangel der betinger hele hans digteriske Personlighed og gør ham til det han først og fremst er, sin Tids Digter. Det vilde være utænkeligt i dette og endog i det foregaaende
