dets Karakter. Og Poe var – foruden fattig Mand og Publicist og i mange Stykker »Amerikaner« – et mod Virkeligheden fjendsk og fra Virkeligheden skulkende Menneske, en Drømmer og Fantast, der lyttende og lydhør, spejdende og synsk søgte og fornam i Livet noget af den Opdagerattraaens Gysen og Spændingens Vaande, som maatte gennemsitre de første Søfarere, der forlod alle kendte Farvande for at pløje hint mare tenebrarum, der kogte om de ukendte Tropelandes Kyster. Bag et Skumringens Hav ligger den bestandig uopdagede Verden, som Mystikeren tror at ane af Farver andre end Spektrets og Toner andre end Skalaens, af Vibrationer i den ukendte Æter, umærkelige og flygtige som Skygger af vage Taager og fornembare blot i de Sekunder, da alle Stemmer med ét forstummer i hans Indre og Sjælen glider smærteløst og viljeløst i Evighedens Gynge.
De sløvt levende, de blot objektivt existerende, Billiontedelene af Billionen, de der aldrig med sin samlede Energi lever for egen Regning, udenfor sit Kald, sin Slægt, sin Pligt og sit Døgnliv – de har heller
