and the lamplight o’er him streaming
cast his shadow on the floor;
and my soul from out that shadow
that lies floating on the floor
shall be lifted – never more!
Som et Exempel paa Poe’s Udnyttelse af Ordenes musikalsk imitative Værdier i dette Digt, kan disse Linjer af tredje Vers citeres, hvor han ved Alliteration af hvislende Konsonnanter efterligner den svage Raslen i Gardinerne og derved paa engang sympatisk fremkalder en vag, overtroisk Skræk hos den læsende:
rustling of each purple curtain
thrilled me, filled me with fantastic
terrors never felt before . . .
Dette Underværk af Verskunst er nær i Slægt med de fantastiske Fortællinger. En Plan er opgjort og uafvigelig fulgt, saaledes at hvert Ord er nittet ind, hvor det gør mest Virkning og alle Kompositionens Dele matematisk sikkert samvirker til Frembringelsen af den ene og store Effekt.
Mere spontant lyriske er de fortællingsløse Digte, To Helen, Sangen om Annabell Lee og den vanvittigst dejligste af hans Søvngængerfantasis Vidunderblomster: Ulalume.
