Digter givet Nøglen til sit Værks, sin Tankes, sit Livs Hemmelighed. Hvad ligger der i denne grænseløst dristige Fordring, at det er som et Digt og som et Digt alene, at han vil have bedømt et Værk, som giver sig ud for at forklare Verdensaltet fysisk og metafysisk og som ingen Tvil tilsteder om Forklaringens Sandhed?
Poes Grundtanke kan udtrykkes saaledes, at Skønhed er Kriteriet paa Sandhed. I Kontemplation af Skønhed er Sjælen befriet for ethvert Savn; den føler sig selv absolut – out of time out of space, stillet Ansigt til Ansigt med det Evige.
Naar vi opdager en ny Sandhed, da betyder dette, at vi pludselig ser Harmoni der, hvor før ingen saadan var os aabenbar. Alt hvad der gør et harmonisk skønt Indtryk paa vor Sjæl er derfor Sandhed.
»Vi tør tage det for givet,« hedder det etsteds i Eureka, »at Mennesket ikke længe og ikke dybt kan tage Fejl, saafremt det blot lader sig lede af sit poetiske Instinkt, der tillige er dets Instinkt for Symmetri og altsaa for Sandhed. « Og et andet Sted: »I Virkeligheden er Sansen for det symmetriske
