Lidelse. Men at drømme denne Drøm, det er jo at oprulle sig et nyt Verdensbillede; det er at søge en universel Grund for sin Lidelse; det er at genoprette Harmonien ved at forstærke alle Disharmonier til Torden; det er en tragisk Verdensanskuelse, eller om man heller vil: en æstetisk Verdensanskuelse. Emerson, hvis Karakter og Livsforhold tillod ham at føle Harmonien mellem den ydre og indre Verden, førtes konsekvent til en praktisk etisk Verdensanskuelse: det sande er Godt. Poe, der følte sig fortvilet fremmed i den Verden, hvor Emerson følte lun Hjemmehygge, kunde først i en skøn og uhyggelig Idealverden finde det nødvendige Korrelat for sin oprevne ulykkelige Sjæl. Derfor førtes han lige konsekvent til den Verdensanskuelse, der skinner igennem hans sælsomme Digtning: det sande er Skønt.
At efterligne Virkeligheden har aldrig været og vil aldrig kunne blive nogen Kunsts Opgave, og Virkelighedstroskab er et tarveligt Surrogat for Fantasi. Det eneste Virkelige, der har Betydning for Kunsten, er den
