dybere lidende Sjæl forme sine Drømme. Han vil stolt vægre sig ved at anerkende de tilfældige ydre Omstændigheder som Forklaringsgrund for sin Ulykke. Han vil snarere forklare sig den af en Disharmoni i sit eget Væsen; han vil føle sig originært ulykkelig, og han vil i Drømmene ikke søge Modsætningen, men Udhævelsen; han vil søge grandiose Omgivelser for sin Ulykke, istedenfor Virkelighedens Omgivelser, der er komiske som en Vedkælder er et komisk Fængsel for en Konge. – Han vil i Drømmene føle sig tragisk; han vil i Drømmene befri sit ideale Jeg, som tillige for Metafysikeren er det eneste virkelige Jeg.
Men disse Drømme kan jo ikke bringe ham den samme Tilfredsstillelse som Lykkedrømmene ialfald momentant bringer den sentimentalt ulykkelige. Ikke den samme. Denne Drøm separerer dog hans indre Personlighed fra den ydre tilfældige Virkelighed, som volder hans Oprevethed, hans Følelse af Hjemløshed i den Verden, hvori han lever. Drømmen skaber ham en Verden i hans eget Billede: fantastisk og hemmelighedsfuld, med store Sorger og Brøder, med vilde Rædsler; en tragisk Verden, en Dôme over hans
