gjort ham til en anden end Emerson. I Modsætning til dennes harmoniske, objektive Rolighed er han en lidenskabelig oprørt, subjektiv, fremforalt fantasirig Sjæl; i særskilt Betydning produktiv, hvis man tillader at Emerson karakteriseres som reproduktiv. Men paa den anden Side er han forbandet med et klarere Virkelighedsøje end denne, derfor aldrig som han tilfredsstillet af Virkeligheden, men altid jaget af dens Uhygge ind i de Riger, hvor han hersker som Suveræn: Drømmenes. Medens Emerson finder den dybe kontemplative Lykke i Sammenhængen mellem den indre og ydre Verden, føler Poe som alle Romantikere sig ulykkelig over det skærende Misforhold mellem det Liv, han lever, og det Liv, han drømmer.
Men Virkelighedens og Drømmens Verden staar i den allernøjeste Forbindelse. Det ligefremmeste Middel til at fortrænge en ulykkelig Virkelighed er at skabe sig rosenrøde Drømme. Dette er de almindelige, sentimentale Menneskers Udvej; de søger Lise ved en simpel imaginær Venden op og ned paa Tingene, fordi de kender alene de haandgribelige Modsætninger.
Anderledes vil en dybere tænkende,
