den romantisksindede, med den gode jævne Verden lidt paakant komne Ungdom.
Vidt forskellige er disse to Amerikanere fra Aarhundredets første Halvdel. Ralph Waldo Emerson var langt mere af en Hellener, end nogen af vor Jærnalders svedende Mænd vover at være. Han forstod at suge Honning af Tilværelsens mangehaande Urter, og at læse ham er som at flagre mellem Roser. Hans Dybsind slaar aldrig Rynker; han ser paa Verden med straalende øjne – som alene et Barn kan eller den Voxne, der ogsaa kan se ind i sig selv uden Uro. Derfor formaar han at finde den Harmoni mellem det Indre og Ydre, som de fleste forgæves søger, – den store Livssammenhæng. I hans Filosofi er Sjælen det kosmiske Princip, Sjælens Love og Naturens Love to Sider af samme Ting; og paa Grundlag af denne Sammenhæng bygger han sin ædle, humane Etik.
Af en helt modsat Natur var Amerikas anden store metafysiske Digter, Edgar Allan Poe. Allerede hans ydre fattige og betrængte Forhold, der uafbrudt tvang ham til den opslidende og fragmentære Virksomhed, som kaldes magazine-writing, vilde ceteris paribus
