Men hvor forskellige Dommene end ellers kan blive om denne Bog, ét vil alle meningsberettigede enes om: dens udmærkede Rang som Kunstværk. Den hører til den ikke altfor talrige Art af ræsonnerende og kritiserende Værker, som man med Rette henregner til Kunst. Det vil sige: her er intet udtværet Nacheinander af sammenknyttede Tanker om et foreligende Emne. Her er hver Idé – de er ikke ret mange – spidset til Epigram, og ikke én Gang, men igen spidset til Epigram, og disse energiske epigrammatiske Satser blinker som forskelligt dannede Facetter af de Idekrystaller, hvorover Fremstillingen danser muntert og ujævnt som en Bæk over Glimmerstene. – En Ujævnhed som halvt er Natur, halv Kunst, halvt villet, halvt uvilkaarlig. Forfatterinden har liden Respekt for Mændenes Logikbøger, men en aldeles impertinent Tillid til sit Kvindeinstinkts Logik. Dette gør hendes Fremstilling overbevisende; det er jo ogsaa Kvindeinstinktets Sag, hun fører mod Kvindeforstanden, og efter alt at dømme vil Instinktet blive det sejrende. Vi mærker det endog her hjemme paa Bjærget. Lederinderne i Kvindesags-
