bragte den stolte Florentiner til at søge Erstatning hos den tredje store absolute: Hevnens og Naadens Gud. Betragtet fra dette Synspunkt er Divina Comedia et stort politisk Stridsskrift i gammeltestamentlig, profetisk Aand, hvor Forfatteren tager en imaginær Hevn over sine politiske Antagonister og holder et sidste Opgør med den Verden, der sveg hans største Haab.
Tragisk er den Livsskæbne, som har lagt sine Furer i den ærværdige Florentiners Ansigt. Og tragisk er det – som Vedel med Rette bemærker – at se en stor Aand hildet i en saa skæbnesvanger historisk Fejltagelse som den, Dante levede og døde for. Men er ikke Underlaget for ethvert stort Menneskeværk i Grunden en intim Tragedie, ofte isprængt med »guddommeligt komiske« Momenter. Og ikke vilde vi ejet Dantes udødelige Værk, om han ikke havde lidt hin store politiske Skuffelse, og om han ikke havde været den fanatiske Reaktionære, han var.
