iagttagelse, som vi har ringe Anledning til at beundre hos nogen før Dante. Jeg ved ikke, om den moderne Jeg-Roman i lige Linje stammer fra den store Florentiner, men sikkert er det, at hans Ungdomsværk har inspireret megen senere Digtning, bl. a. Petrarca og endog skal have forledet den berømte Lorenzo de Medici til Efterligning …
Efter denne Afstikker vender vi tilbage til Vedels Bog. Man mærker en Tendens hos denne Forfatter til at undgaa den Taineske Æstetiks ejendommelige Perspektivforenkling. Dette betegner visselig intet Brud med Metoden, men blot en Udvikling. Vedel tager efterhaanden flere forskjellige Udgangspunkter og følger de mer eller mindre tydelige Nervetraade frem til det Knudepunkt, som er givet ved Dantes Hovedværk.
Efter at ha paavist Oprindelsen fra det kontemplative Klosterliv, der forklarer en Side af Florentinerens Personlighed og Digtning: den drømmende, extatiske, passivt selvbeskuende Side, gaar han tilbage og finder sig et nyt Udgangspunkt i »den latinske Aand« – den virkelighedskære, aktive
