svarer, at han i en Sonnet har personificeret Amore. En dannet Læser kunde jo faa den Opfatning, at han falskeligen opfattede Kærligheden som en materiel Substans. Han iler derfor med at tilføje, at han ganske rigtig ved, at Kærligheden blot er en Accidens ved Substansen.
Men disse Snurrepiberier kommer jo paa Tidsalderens og ikke paa Personlighedens Regning. Vi ser i en af de første Sange af »Helvede«, i Beretningen om Paolo og Francesca da Rimini, hvor dejlig Dante forstod at skrive om Kærlighed. Men allerede Sonnetterne og Prosakapitlerne i »Nyt Liv« er gennemgaaende baarne af en Stemning og fremgaaede af en Sjæleanalyse, saa dyb og saa inderlig, at det er en Fryd at fordybe sig i dem. Naar han fortæller om, hvorledes Synet af Beatrice betager ham, saa han stundom bliver helt magtstjaalen og stundom saa beruset af Alkærlighed, at han gærne kan tilgive alle de Krænkelser, han har lidt, saa er dette betegnende for hans sælsomt spaltede, samtidig haardt hevngærrige og kærlighedstørstende, inderlig letrørte Natur. Eller hvor psykologisk sandt er det ikke, naar han fortæller om sine
