Planløst og hulter til bulter nedtegnes der i disse Krøniker alle de Forunderligheder, som har sat Munkefantasien i Drift: Herjingstog og Plyndringer, mærkelige Mænds Levned, Naturfænomener og monstrøse Beretninger om fremmede Lande. Og Legenderne beretter naivt og overspændt om Helgener, om Mirakler og Jærtegn, om Ridderes Kampe med Drager, om fromme Kvinders Syner. Men i Madonnadyrkelsen er det først, at den middelalderlige Poesi og Føletrang naar sit Toppunkt. Den hulde Jomfru, den rene Kvindeligheds og Skønheds Ideal, den forsonende Moderømhed som Mellemled imellem den strenge Gud dom og de svare Syndere – det er Middelalderens varigste og skønneste Skabelse, et rigtigt Instinktvalg af en smærtetynget Slægt, en uudtømmelig Kilde for Livshaab og for Digtning … Denne Madonnadyrkelse faar i middelalderlig Poesi ofte et Anstrøg af virkelig jordisk Forelskelse, ligesom den hulde Gudsmoder ofte skildres næsten som en højædel Borgfrue:
„Ich habe mir erlesen
ein Weib so schön, ein Weib so fein;
hochadelig vom Wesen,
hochfürstlich ist die Traute mein!“ . . .
