Digtning, der er fremsprungen af en Aand saa vidt forskellig fra Nutidens. Den Personlighed, vi møder i Komedien, er færdig dannet og forbenet i Anskuelsesmaader og Følelsessæt, som er os fremmede. Den Absolutisme i Rangforordning og Værdsætten, den Uforsonlighed i Underkastelse som i Herskerglæde, i Kærlighed og i Had …, hele den Middelalderluft, som er fortættet i Dantes Digt, er os besværlig at aande i, fordi vi forlængst er blevne betingede i vore Domme og ængstelig tilbageholdende i vort Følelses- og Driftsliv. – Tænk blot paa den Kristendom, som den moderne Tid har formet efter sit Billede! Dette blege Tevandsudtræk af Religion, som de mest frisindede og mest tolerante Præster udgyder fra Prækestolene. Den ærlige Fanatisme savnes i al denne fint forsonende Mageskiften mellem Gud og Verden! Før drev man Synderne til Bodsbænken ved Vold og Trusler, nu narres de i Garnet med Lokketoner. Men var ikke den gamle Fangstmaade retskafnere?
Os spage Nutidsmennesker falder det derfor saa svært at leve os ind i Dantes Digtning og dens Aandssfære. Vi formaar
