Valdemar Vedel, der som Litteraturhistoriker først og fremst er Psykolog, har gravet sig ned i dette Stof med den nysgærrige Sjælegranskers inderlige Evne til Fordybelse og »Selvforglemmelse«. Det har været ham mindre om at gøre at modellere en Statue end at fornemme og bibringe Fornemmelsen af et Menneske. Og hvor vanskeligt er det ikke at trænge ind til det Menneske, der slumrer bag en halvtusindaarig, traditions overgroet Tornehæk.
Efter Molbechs Oversættelse skulde Den guddommelige Komedie ikke længer være nogen lukket Bog for nordiske Læsere. I det smidige danske Sprog har det store Verdensdigt opstaat i et Genbillede, der maaske er Originalen fuldt saa værdigt som de fleste Overførelser paa andre Sprog. Til trods for dette er Komedien saare lidet læst og kendt. Det kan for endel skyldes dens imponerende Omfang. Man frygter for at give sig i Kast med et Digt paa hundrede Sange i tre saa højtidelig afskrækkende Afdelinger som Helvede, Skærsild og Himmel. Den afgjørende Grund er dog simpelthen den, at de fleste Læsere savner Forudsætningerne til at kunne goutere en
