Dostojefskij bryder Garschin sig om at søge efter Aarsagerne til hendes Fald. Vi faar blot et lidet Glimt af den Tid, der ligger forud for hendes Sammentræf med Lopatin i den lille føromtalte, uordentlig komponerede Fortælling »En Oplevelse«. Men allerede her er hun trukket ned i de ulykkelige Kvinders haabløse Drivtømmertilværelse, uden at vi faar vide hvorledes. »Hele hendes Liv, siger Lopatin, hele hendes tidligere Liv, som jeg ikke kendte, og hendes Fald – det eneste som jeg kendte af hendes Liv – forekom mig som noget tilfældigt, ikke virkeligt, som en Fejl af den Skæbne, som Nadeshda Nikolajevna ikke var Skyld i. Der var kommet noget over hende, som havde gjort hende svimmel, bragt hende til at falde og kastet hende i Smudset … Maaske vilde hun, hvis hun havde givet lidt efter, kunne have levet som alle andre, vilde være bleven en interessant Dame med »gaadefulde Øjne«, vilde være bleven gift og saa styrtet sig ind i Tilværelsen Side om Side med sin Ægtefælle – pyntet sig, indrettet sig en Modtagelsesdag, været optaget af sine Velgørenhedsinteresser og sine Børn – –«
