thias og Harpelegeren Svante, Humanismens højsindede Repræsentanter, der enten som Svante tager et djærvt Tag for Frihedens og Toleransens Sag og falder for den, eller som hans mindre handlekraftige Venner søger en Tilflugt mod Tidens Uvejr i Syslen med deres kære klassiske Skrifter.
Men allerede tredive Aar før denne historiske Tendensroman havde Rydberg udgivet et aabenlyst Angreb paa den snævre protestantiske Kirkelære i den Række Afhandlinger, som er samlede i Bibelns lära om Kristus. Hvis ikke Protestantismen skal skride mod sin Selvopløsning, er denne Bogs Tesis, saa maa den nedslaa den ufejlbare Papirpave, den har skabt sig i den Augsburgske Konfession og øvrige symbolske Bøger og isteden for deres Autoritet genindsætte den frie Forskning, der er Protestantismens Princip. »Man maa paa de religiøse saavelsom paa de videnskabelige, politiske og sociale Omraader vove at tro paa Frihedens Velsignelse. I Videnskaben at tro paa Friheden er at tro paa den menneskelige Fornuft; paa det politiske og sociale Omraade at tro paa Friheden er at tro paa
