til et almindeligt Affektudbrud. Han mangler dette de sunde Menneskers naturlige Udvej til Befrielse. Han skriver oftest stilfærdig og tilsyneladende uden Lidenskab; men man mærker de uudløste Affekter bag denne tiltvungne Indelukkethed, og man forstaar, at Synet af Uret og Lidelse hos dette Menneske har trængt ind og dæmmet sig op til virkelig Sjælenød … Og stundom presser der sig et Skrig over hans Læber:
Hvem har kaldt dig frem? spørger Rjabinin (»To Kunstnere«) Figuren paa sit eget Billede, den døve Arbejder, der ligger sammenknuget inde i Kjedelen og presser Brystet mod Klinkeslagene udenfra. – Hvem har kaldt Dig frem? Jeg, jeg selv har skabt Dig. Jeg har kaldt Dig frem, ikke fra en eller anden »Sfære«, men fra den trange, mørke Kjedel, forat Du med Dit Udseende skulde forfærde denne pene, glatslikkede Masse, der fortjener alles Had. Kom, og sku ned paa disse Aristokrater og skrig til dem: Jeg er en Pest, som griber om sig blandt Eder! Træf dem i Hjærtet, berøv dem deres Søvn, stil dig for deres Øjne som et Spøgelse! Tilintetgjør deres Ro, som du har tilintetgjort min! – –
