lige Folk, uden at frygte hans patenterede engelske Gevær, stadig trængte længere og længere frem, greb Skrækken ham. Og just da han vilde afsted, løb et lidet Menneske, som han vilde kunnet slaa ihjæl med et Slag af sin sorte Næve, frem og rendte Bajonetten i hans Hjærte. – Hvori bestod hans Skyld? og hvori bestod min, uagtet jeg dræbte ham?« …
Naar vi endelig nævner Fortællingen »Et Møde«, hvori der atter ironiseres over den russiske Administration, har vi mindet om de Smaa-arbejder af Garschin, der er udprægede af en bestemt Tendens. Denne Tendens er som paapeget i Omtalen af »Den røde Blomst« rettet mod det officielle Rusland og dets vanvittige Tvangssystem. Administrationen, der er ængstelig paa Vagt imod den mindste Rejsning af personlig Frihedsvilje, taaler uden Paatale, at Ingeniøren i »Et Møde« beriger sig paa Anlægget af en umulig Molo, og lukker blidt Øjnene for sine Embedsmænds og Funktionærers skamløse Underslæb. – – – Der er i alle disse, ganske smaa Fortællinger mere indelukket Lidelse end aabenlys Harme. Uretten har krænket denne Natur dybere end
