levelse«. Denne Forfatters betydelige Evne til at samle og gengive sine Indtryk af hele Samfundstilstande og Institutioner i smaa, koncentrerede Enkeltbilleder aabenbares glimrende i den lille Fortælling fra den forladte Slagmark: Fire Dage. Man ved, at Verechagin plejede at udstille sine Krigsbilleder i Sale, der var smykkede med Grantrær og sorte Flor, og at han lod et usynligt Orkester spille Sørgemarscher under sine Udstillinger. Vi faar en lignende Fornemmelse af Sørgemusik og sorte Flor ved at læse Tolstojs Skildringer fra Krigen og ikke mindre ved denne Garschins Fortælling. Der berettes om den efterglemte Saarede, – som ligger fire Dage og lider Side om Side med det raadnende Lig af en Fjende, som han selv har dræbt, – i en dæmpet, resignerende Tone, der virker stærkere end nogen opfarende Indignation. Det er Forfatteren fremfor alt om at gøre at give Forestillingernes Forløb hos dette Menneske, der vaagner op efter Slagtumlen uden klar Erindring om det forefaldne – disse Overgange fra sansesløs Indolens til pinselsfuld Bevidsthed om sin skrækkelige Stilling, afbrudt af fantaserende, glippende
