der gemmes bag hver Linje i den fint slørede allegoriske Fremstilling.
Den Gale, vi stifter Bekendtskab med, i det øjeblik han indføres i Daarehuset, tror, at han er kaldet til at inspicere dette. Han har en klar Fornemmelse af, at han bringes som Vanvittig ind blandt Vanvittige, men han føler sig Situationen overlegen. Tid og Rum existerer ikke for hans høje filosofiske Forestillinger, saa det er ham forsaavidt ligegyldigt, hvor han hensættes. Men han ynkes over sine Meddaarer; han kan ikke forstaa, hvorfor man har berøvet disse stakkels Mennesker Friheden. Med ham selv er det en anden Sag. »Det Menneske, som er kommen saa vidt, at den store, den almene Tanke lever i ham, for det Menneske er det det samme, hvor han lever, og hvad han føler« … Man ser, hvem denne Gale med den almene Tanke er. Vi kender ham fra Dostojefskij, fra Turgénjevs »Fædre og Sønner«. Han er Typen for en Række Skikkelser, som alene russiske Tilstande har kunnet frembringe, og hvis Psykologi det er ikke let for os Fremmede at forstaa. For os Vesteuropæere existerer der to Slags sociale Ideer:
