troper. Deres Sympati er ubegrænset, fordi de kender og elsker Barnet i Mennesket, det raadvilde og hjælpeløse, det letrørte og tillidsfulde. Næsten alle deres Skikkelser er store Børn. Der ligger liden Konveniens over deres Oprigtighed, der er megen urmenneskelig Ligefremhed i deres Passioner.
Selv de Mennesker, som en Thackeray eller Dickens vilde have drevet ud i Karikatur, eller som en Flaubert vilde have spiddet paa Pennen som modbydelige Insekter – selv disse er saa lidet beregnende, saa lidet bevidste, at de aldrig æsker nogen afgørende Dom over sig. Man vil huske en Anekdote om Leo Tolstoj i Retslokalet: Da Retten havde afsagt Dom over en overbevist Morder, en afskyelig Stimand, rejste den gamle graaskæggede Apostel sig fra sin Plads og sagde: Dømmer ikke, at I ikke skulle fordømmes. De russiske Digtere er aldrig Dommere. Dertil kender de altfor godt til det Spind af Tilfældigheder og Uberegneligheder, som vikler et Menneske ind i dets Skæbne. Betegnende i denne Henseende er det, at Tolstoj, der gærne ansees for en absolut og uforsonlig Moralist, gaar frem med større Varsomhed end Vestens