Masseomvendelserne i den yngste Litteratur. Det er i Individualfornemmelsen, i Jeg-Fornemmelsen, som, naar den naar sit Højdepunkt i det mest differentierede Individ, ikke er andet end en Følelse af absolut Ensomhed. Det fuldt bevidste »Jeg« er som en Klode i Verdensrummet. Det har sin egen geometriske Bygning, sin egen Vandrebane, sin egen Tid for Opløsning og Undergang. Trindt omkring er der Taushed og tomt Rum. Det ene Individ er som saadant absolut skilt fra ethvert andet; det forstaar ikke fuldt ud det andet, og forstaaes ikke af det andet.
Naar Bevidsthed om denne Ensomhed udbredes, bliver den i den allerstærkeste til en pragtfuld Fornemmelse af kongelig Uforlignelighed, i den svagere en knugende Mørkrædhed, en ulæskelig Attraa efter Kærlighed, Medynk, Forstaaelse, Samfund …
Under dette Synspunkt viger Vanskelighederne ved at forklare saa strittende Modsætninger i det moderne Aandsliv som Nietzsche og Dostojefskij – for at nævne Navne istedetfor Instinkter og Ideer. Og under dette Synspunkt forstaar man, at en Slægt, som har været intensere optagen af sit »Jeg«
